Skrevet af: Julia Knipschildt

Julia er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen Aarhus. Hun har en forkærlighed for snørklede kreative processer, der tager udgangspunkt i en nysgerrig tilgang til verden. Samtidigt interesserer hun sig for, hvordan vi kan benytte design til at gøre en forskel – socialt som miljømæssigt.

Efter at have skiftet livet i Aarhus ud med et liv langt ude på landet på Lolland, skriver hun om de små finurlige forskelle, der er ved et liv i storbyen versus et liv på landet.

Læs mere på hendes blog udflytterliv.dk.

Det uperfektes skønhed

’Skår i glæden’, ’facaden krakelerer’…sproget er fyldt med billeder på, at forfald er noget vi skal undgå. Det lyder måske som en selvfølge, men er det nu også det? Man kunne jo også vælge at dyrke det. Det gør de i Japan. Det kaldes Wabi Sabi.

Personligt er jeg først lige stødt på udtrykket og må tilstå, at være henrykt. Hvorfor? Fordi det med ét sætter spørgsmålstegn ved vores egne æstetiske begreber. Hvornår er noget smukt? Er det når noget er fejlfrit?

Wabi Sabi er dog langt mere end simpel dyrkelse af en æstetik, det er en livsfilosofi. Prøv lige for et øjeblik at tage det ind:

– Intet varer ved

– Intet er færdigt

– Intet er perfekt

og overfør det til andre dele af livet.

Uh, for undertegnede perfektionist er det en smule angstprovokerende lige sådan at slippe kontrollen.

Men hvorfor dyrker vi det perfekte? I denne sammenhæng ment som det fejlfrie. Det gælder jo langt fra udelukkende designverdenen, men i samfundet generelt: vi har 2. sortering for produkter, der har små fejl og fødevarebanchen kasserer produkter i stor stil fordi de er skæve eller bulede. For slet ikke at tale om kropsidealer.

Jamen, det forekommer på sin vis beroligende, at gå efter den afsluttede, den færdige, den fuldendte form. Så er der jo et mål, og man kan sætte et flueben (mmm flueben…).

At hige efter det fejlfrie er, selv om det umiddelbart kan forekomme modsat, den nemme løsning. Hvorimod det, at rumme og direkte omfavne det skæve vidner om et overskud. Det lader sig nemt overføre til menneskelige relationer og wabi sabi har da også sine rødder i Zen buddhismen og dennes tanker om rummelighed.

Så er der noget om det? At der kunne ligge noget værdifuldt i processen og med et produkt, der i sidste ende måske ikke lige er efter bogen?

Den indre kontrolfreak skriger nej og får nervøse tics, men jeg ved, at den tager fejl. Der er utroligt meget at hente ved sådan en tilgang – også i en designproces.

Jeg fotograferer en del og kunne ikke drømme om, at gå digitalt. Det jeg netop elsker ved det analoge fotografi er den langsommelige proces og de gaver (sådan vælger jeg at se det), som bliver givet gennem et teknisk set ringe kamera, der ikke kan stille skarpt eller på nogen måde indstilles. For en stund mister jeg kontrollen.

Lige så fascinerende et analogt foto kan være, lige så kønsløst kan et knivskarpt foto forekomme. Det handler om noget så basalt som hjernens måde at aflæse på: små fejl og afvigelser tricker hjernen og får os til at stoppe op. Noget fejlfrit er på den anden side hurtigere aflæst.

Kop og skål fra Bonden og den gamle gartner. Skærebræt af upcycled egetræsgulv fra Atalay Træværk & Design.

Så kan vi lære noget af japanerne? Det mener jeg helt bestemt.

En tilgang til os selv og de ting vi skaber og omgiver os med, hvor vi kan rumme afvigelser fra det fejlfrie ’ja tak’ til mere af det.

Heldigvis kan vi se frem til mere af det, da 2017 byder på masser af japansk design. Årsagen er, at det er 150-året for de japansk-danske handelsrelationer. Så skulle du have japanske tilbøjeligheder, kan du glæde dig til udstillinger, filmfestivaler, arkitektur, kunsthåndværk og design på kulturinstitutioner rundt om i landet.

Så en opfordring herfra til, at gå ud og labbe i sig af det smukke design – og derudover at gå ud og slå et skår i yndlingskoppen. God fornøjelse.