Få et inblik i hvordan Bella Bella Denmark opstod, om Bellas drømme og hvordan hverdagen typisk ser ud.

 BellaBella_logo

Giv en kort introduktion til dig, din virksomhed og dine produkter

Mit navn er Bella og jeg er for nyligt blevet færdiguddannet på Designskolen i Kolding som industriel designer. Jeg har den lille virksomhed Bella Bella Denmark, med speciale i håndlavede smykker. Mit fokus ligger på håndværksdelen – den særlige følelse, som maskiner aldrig kan kopiere i et produkt, og på smykker med rene linjer, som er tidløse i sit udtryk. Alt laves på eget værksted i Aarhus og i gode kvalitetsmaterialer så som sterling sølv og 14K guld.

Hvordan fik du idéen til din virksomhed og produkter?

Jeg startede Bella Bella Denmark det sidste år jeg gik på min uddannelse. Jeg havde på mit 4. år været i praktik som guldsmed, da jeg allerede inden havde leget med tanken om, at det var det, jeg ville – designe smykker. Mange af mine projekter på Designskolen havde bevæget sig omkring emnet og mit speciale handlede om “wearables” – interaktive vielsesringe. Efter det kunne jeg bare ikke lade være, så var jeg nødt til at se det bevæge sig videre.

Inspirationen til mine smykker kommer oftest fra selve materialet og så fra kroppen. At sidde med materialet og lege rundt og eksperimentere med det fungerer rigtig godt for mig. Og så er kroppen i sig selv så inspirerende, når det er til den, man designer. Den er så rund, formet og blød – kontrasten med de enkle smykker og rene linjer finder jeg meget fascinerende!

Hvad har været din største udfordring? Og hvad er gået nemmere end forventet?

Min største udfordring har nok været alt det administrative og så at jeg godt kan være lidt impulsiv ind i mellem. Nogle gange har jeg bare lyst til at prøve et nyt design af og helst med det samme, det er bare ikke altid, der lige er tid til det med det samme, når der også er så mange andre opgaver ved at drive virksomhed. Men så er det jo så heldigt at man selv bestemmer, hvornår man vil arbejde!

Har drømmen om egen designvirksom­­­­hed levet op til dine forventninger?

Ja absolut. Jeg er klar på mere!

Hvad er historien bag dit virksomhedsnavn?

Jeg hedder jo selv Bella (!) – i starten hed det faktisk Bella by Bella, men ville helst gøre det lidt nemt at huske og ikke så tungekrøllende. Så det blev meget ligetil – Bella Bella Denmark. Og da jeg også sælger en del til udlandet vil jeg gerne have vores skønne designland repræsenteret i navnet 🙂

Hvad er den mest sikre ingrediens i din hverdag? Kaffe, et helt særligt stykke værktøj, det samme til frokost hver dag, en bestemt serie på Netflix eller noget helt femte?

Jeg bruger naturen rigtig meget – det er mit must i hverdagen. Jeg SKAL simpelthen ud og gå en tur HVER DAG og nyde planter og himmel og blæsten i kinderne – så slapper mit hoved af og jeg kan få nye ideer, når jeg kommer hjem igen!

Hvorfor skiller dine produkter sig ud fra mængden?

Mine produkter skiller sig ud ved sine meget enkle, rene linjer og ved, at det kan ses på dem, at de er håndlavede, hver og en er unik!

Hvad var din motivation, da du startede din virksomhed, og er det fortsat den samme motivation?

(Kreativ) frihed i mit arbejde og ønsket om at se noget vokse, noget man selv har startet – nysgerrigheden på om det mon var muligt?

Hvad er dit bedste råd til andre, der drømmer om egen designvirksomhed?

Lad være med at tænke for meget over det – bare gør det! Og bare tag valgene og beslutningerne, som de kommer, man kan aldrig forberede sig på alt alligevel 🙂

Se alle Bella Bella Denmarks produkter i hendes shop.